Aprilfestival. Teaterfestivalen for børn, unge og deres voksne er i fuld gang. Hver dag frem til søndag er et overflødighedshorn af tilbud. Aprilfestivalen  er gratis og foregår i hele byen.
 
Af Nanna Boye
Foto Dan Møller
 
Hvad laver de? hvem passer de på og hvorfor? 
Folk stoppede op i Frederiksberg Centret og spurgte hinanden, for hvem var det, de  fire bodyguards passede på?
Iført sorte jakkesæt, store solbriller og headset passede de fire bodyguards på ældre damer, flaskedrenge, rengøringsassistenter og mødre med barnevogne.
Det hele foregik i Frederiksberg Centret tirsdag som led i teaterfestivalen Aprilfestival.
De fire bodyguards småløb og afspærrede vejen, så vip-folket kunne komme frem uden gener.
I dagens anledning var vip-folket, bl.a. det arbejdende folk i centret.
Rengøringsassistent Sabin Thapa kom i fokus. Han fik fri bane til at tømme skraldespande, og når han skulle vaske gulv, blev folk gennet væk.
Sabin fortsatte blot sit arbejde, folk flyttede sig, indtil det gik op for gæsterne i centret, at det var skuespil.
- Ej, hvor er det morsomt, se lige, lød det fra et par kvinder, der sad og drak kaffe og pludselig fik øje på optrinnet.
Da deres udsendte skulle mødes med Lokalavisens fotograf, spurgte han: 
- Sig mig, hvem var hende den lyshårede kvinde, hende kendte jeg da ikke?
Og sådan var det, helt almindelige gæster blev pludselig til very important persons  for en stund. De fire bodyguards, deres autoritet og overbevisende måde at agere på skabte overraskelse og latter i centret. Stykket blev opført af teatergruppen Bora Bora.
Andy Warhol proklamerede i 1979: “I fremtiden vil alle blive berømte i 15 minutter”, og det skete forleden.
Efterfølgende siger Sabin Thapa til Lokalavisen: 
- Jeg var faktisk lidt nervøs,   for jeg vidst ikke helt, hvad det betød. Jeg har gjort rent her i et år, men har aldrig været sådan i fokus.
 
Musikalsk Mowgli
På turen rundt i byen forleden nåede Lokalavisen en   enkelt forestilling mere.
Rudyard Kiplings “Junglebogen” er blevet til en morsom, musikalsk forestilling  for de 8-12-årige.
Stykket er opført af teatergruppen Batida, og det kan godt anbefales at tage med Mowgli på eventyr.
Batida fanger børnenes opmærksomhed fra første scene,  men voksne får også en rigtig fornøjelig stund med den musikalske teatergruppe. 
Rammen er pigespejdernes dramapatrulje. De er på telttur og skal opføre “Junglebogen”.
Publikum er med til prøverne, hvor en enkelt dreng også har sneget sig ind i truppen, og han finder hurtigt Mowgli attraktiv ...  så er der bare lige det med de lange, hvide fletninger ...
Der er interne stridigheder, sammensværgelser, der markeres grænser og skændes, men som i alle gode spejdertrupper bliver de også gode venner igen.
Bas, trommer, harmonika, elbas og trompet er blot et lille udpluk af de instrumenter, som kan høres i forestillingen. 
Der udspilles en række scener fra selve “Junglebogen”: Ulvene redder den spæde Mowgli fra den feje og blodtørstige tiger Shere Khan ... Mowgli henter ilden hos menneskene og bruger det som våben i sin kamp mod tigeren ...
Ved hjælp af dukker i alle størrelser, skyggespil, dans og musik kædes historien sammen.
Tjikkerlikker-tjikkerlikker-tjav-tjav-tjav! - det var ren optur at se den musikalske udgave af “Junglebogen”. 
 
Tag med
Det er umuligt at nå alt, hvad der sker, men grib chancen og tag ud i byen. 
Overalt er der teater for alle aldre, opført af professionelle ensembler på Aprilfestival, som fortsætter til søndag eftermiddag. Billetter afhentes i festivalugen på hovedbiblioteket eller via aprilfestival.dk/billetter.asp. “Bodyguards” vender tilbage fredag 15. april, kl. 12.30 og 18.30 i Frederiksberg Centret. “Jungelbogen” vender tilbage søndag 17. april kl. 11.15 på Kastanievej Efterskole. 

Tilføj kommentar

1000 tegn tilbage


Sikkerhedskode
Opdatér



Powered by itsupport.dk